Boganmeldelse

Skønhedens historie

Fra Venus fra Willendorf til Brigitte Bardot og Monica Bellucci. Fra Kouros og Diskoskasteren til Marlon Brando og Arnold Schwarzenegger. Fra Kongeportalens gengivelse af Jesus i Nôtre-Dame til Mel Gibsons Passion of the Christ – ingen sten er ladt uvendt i Umberto Ecos Skønhedens historie.

En bog om skønhed må nødvendigvis være smuk, og det første, der slår én i øjnene efter en hurtig gennembladring af bogen, er da også de mange og smukke billeder, det grafiske design og layoutet, som er i topklasse. Til tider er skriften sort på hvid og til tider vice versa og altid i samspil med de nærværende billeder. Ligesom det store antal hel- og dobbeltsidede billeder er slående. Bogens hvide indbinding bag smudsomslaget er i sig selv imponerende. Man fornemmer tydeligt, at der ikke er gået på kompromis med design og materialer.

Ligeså imponerende bogens ydre er, ligeså imponerende er også bogens projekt; at give en indføring i og forklaring af skønhedens metode, baggrund og udvikling fra antikken til i dag. Det er imperativt, at der ikke er tale om en kunstbog, men om et bredere intermedielt perspektiv på alle gængse kunstformer. Selvom der er mange billeder, behandles ud over billedkunst også musik, drama, film og populærkulturelle fænomener som eksempelvis reklamer. Som der står i indledningen:

I denne gennemgang af skønhedsbegrebets historie vil vi […] især prøve at indkredse de tilfælde, hvor en given kultur eller given epoke har erkendt, at der er ting, man kan finde behag i at betragte, uafhængigt af det begær, man måtte føle for dem eller ej. Vi vil således ikke gå ud fra et forudfattet skønhedsbegreb, men derimod tage fat på de forskellige ting som mennesket i løbet af årtusinderne har anset for smukke.

Og det gør de så.

Med vanlig opmønstring af ligefrem energi forklarer Eco med udbredt brug af citater og billedeksempler skønhedens historie. Den lette tone fornemmes flot igennem Jannes Hansen og Ole Jorns oversættelse. Men stilen er for let. Intentionerne er gode, men det tager simpelthen for lang tid at nå til sagens kerne. I stedet bliver der alt for ofte skøjtet elegant over relativt store epokale strømninger og tendenser til fordel for en række punktnedslag, der virker en smule arbitrære. Måske er det udtryk for Ecos personlige smag, der i øvrigt ikke lader noget tilbage at klandre, men som på den anden side ikke kan tages til udtryk for noget generelt. Bogen som helhed er derimod meget generel. For generel endda.

Eco og hans samarbejdspartnere har i Skønhedens historie mest af alt produceret en kunstens Litteraturhåndbog, som kendt fra de danske gymnasieskoler. Den når ikke op på højde med Ecos sædvanlige imponerende format.

Skønhedens historie har mange kvaliteter, og noget nær samtlige kanoniske malerier er afbilledet. Derudover bidrager den med en let tone og en hyggelig overfladisk indføring i en række kunstneriske krinkelkroge, der tydeligt afspejler tekstforfatterens store viden. Imidlertid har bogen kun ringe akademiske anvendelsesmuligheder, og kan måske ses som et udtryk for, at Eco har trukket sig tilbage fra sit virke ved universitet i Bologne og nu nyder sit otium.

Skønhedens historie
Redigeret af Umberto Eco
Oversat af Hanne Jansen og Ole Jorn
Aschehoug
438 Sider, 399 Kroner

Overmorgen

Billedkunsnteren Martin Bigum står bag værket Overmorgen, som er en cd med lydinstallationer fra 1999. Den baserer sig på fjorten digte fra Bigums anden samling, hvoraf enkelte fremstilles i lettere redigeret form.

Cd-coverets forside prydes af et menneske – angiveligt Bigum selv – klædt i regnfrakke, luchador-maske og en art pilot-læderhjelm-hovedbeklædning med slange anno 1935. Forsidebilledet tager sig heldigvis ikke så fjollet ud, som man umiddelbart skulle tro. Tværtimod virker det effektivt gruopvækkende. Vedkommende fra fotografiet går igen på andre billeder i cdens inlay, hvor han i sin særlige mundering er affotograferet i forskellige løbepositurer med varierende baggrund. Enkelte af disse baggrunde gengiver ild- eller fyrværkeriscenerier, og et supplerende foto forestiller en slipseklædt mand med stjernekaster. I tillæg til disse billeder (og et billede af en hovedløs hund) fremgår kompositionernes tekster af inlayet. Det er uklart, hvordan disse billeder knytter an til cdens lydlige indhold.

Bigum synger messende sine ord, og han gør det på en baggrund af melankolsk insisterende synths. Til tider er det som om, den insisterende lydmur bag vokalen bevæger sig faretruende tæt på det kedelige – for ikke at bruge ordet irriterende. Det skinner igennem, at det har været hensigten at skabe et dystert lydunivers, men det er blandt andet foregået på bekostning af manglende tonal variation.

Tonaliteten spiller en rolle, fordi cdens fjorten kompositioner bærer en stærk musisk karakter. Det tydeliggøres ved det gennemgående klaver, der til tider akkompagnerer vokalen, og til andre tider supplerer den med en melodistemme. I enkelte kompositioner dominerer instrumentale sektioner endog med solopassager. Det fungerer godt, og Bigums tekster er stemningsfulde og interessante. Selv de mange syntetiske strygere kan accepteres, men det er problematisk, at den musikalske progression ikke bevæger sig langt ud over tonale kadencer. Måske ville stærkere rytmiske markeringer som for eksempel trommer styrke et par af kompositionerne. Den melankolske stemning ville så med fordel kunne opnås via dynamisk og tonal variation. I stedet skaber de få akkordskift med hyppige gennemgangstoner og uden klare rytmiske markeringer uvægerligt en reminiscens af hvalsang.

På det tekstuelle plan fungerer digtene trods alt godt i samspil med musikken. Bigum blander religiøse motiver med hverdagssituationer som i cdens titelkompostion ”Overmorgen”, der indledes med ordene:

Det er en af de sidste sommeraftner/ veninden strækker sine/ hvide stærke ben/ ud mod solen/ I lejligheden flygter skygger ind i mørkets cyklon/ Der er en knirken fra køkkenet/ for en fremmed venter/ med armene over kors/ og hovedet vendt mod himlen

Det religiøse perspektiv står tydeligt allerede i kompositionernes titler, der blandt andre tæller: “Sanctus min”, “Problemet med engle er”, “Hvor døden er det største sus” og “Vesper”. Den religiøse tematik er typisk for Bigum, men på et semantisk plan er det religiøse mere underspillet og næppe en væsentlig optik. Derfor er digtene interessante, og Bigums melodiøse udsigelse komplimenterer grundigt den stemning, som dannes af akkompagnementet og semantikken i forening. Resultatet er ensformigt konsistente, men intelligente og kohærente kompositioner som bestemt er værd at lytte til. Det er gratis at lytte til alle kompositionerne på kunstnerens hjemmeside www.martinbigum.dk.

Martin Bigum
Overmorgen
Borgens forlag
66 minutter, 139 kroner

Talkumekspressen

Især i Indre Missionske kredse verserer en børnesang: ”Vil du med mig ind i toget op til himlen?/ Prisen er at sige ja til Jesus”. Simon Grotrians himmelfart er præget af op- og nedture, og det er ikke sikkert, at Jesus får sit ”ja”.

Grotrians digtsamling Talkumekspressen er delt op i fire afsnit. I det følgende vil jeg kort gennemgå de vigtigste motiver i de respektive afsnit, der af form er meget forskellige, men som rummer flere tematiske lighedstræk, end man umiddelbart skulle forvente.

Første afsnit rummer 24 piktogramdigte, der alle ledsages af en overskrift eller en tekstkommentar, som tjener som introduktion til digtene. Undtagelsen hertil er åbningsdigtet, der består af fire bogstavgrupper. To med A’er og to med B’er, som er ordnet diagonalt i forhold til deres relative modstykke. Digtsamlingen åbnes således med alfabetets første medlyd og første selvlyd, en åbne- og en lukkelyd, hvorved der tegner sig et sprogligt motiv, som viser sig gennemgående for samlingen. Det er imidlertid fraværet af øvrige bogstaver, der er mest interessant, idet der i tomheden mellem de fire bogstavgrupper viser sig en tydelig korsform i papirets hvide flade.

Lydlighedens gestus fra første digt tegner en gennemgribende dikotomi i piktogramdigtene, der således åbner for et spændingsfelt mellem binære modsætningspar; åben/lukket, sort/hvid (skrift/ikke-skrift) og liv/død. Modsætningsmodellen ses tydeligt i sammenhængen mellem den hvide flades korsform fra første digt og digtet ”Kirkegården uden mig”, der er opbygget af +er i en regelmæssig firkant af 25×16 tegn med den væsentlige undtagelse, at man i tegnfirkantens hjørne, hvor man skulle forvente det 375. +, blot finder en tom plads.

Når jeg ovenfor taler om digtet ”Kirkegården uden mig”, er det ikke nødvendigvis, fordi dét er digtets titel, men fordi det er digtets ”følgetekst”. Ved følgetekst forstår jeg en art overskrift, som nogle gange står over digtet, ligeså mange gange under digtet og i enkelte tilfælde er skrevet ind i piktogrammets udformning. Det er disse følgetekster, der så at sige berettiger selve piktogrammet som sådan. Uden følgetekster ville digte som ”Saturn” blot være bogstavet Ø, eller ”Nissen står på hovedet” kun et V.

Øet og Vet står for endnu et eksempel på modsætninger. Nemlig tegnenes skarpe former i kontrast til de runde. Grotrian arbejder helt tydeligt med metaforiske associationer. Således tegner *er, i en nedadgående diagonal, iskrystaller, mens Oer bliver til kugler på en kugleramme eller til bobler. Tegnene er inddelt i ordnede eller kaotiske mønstre, der fremstår som skarpe eller afrundede. Formerne står oftest som en modsatrettet gestus med hensyn til italesættelsen af følgeteksternes indhold, der kommer til at fremstå som refleksion og kritik (?) af en kristen guddommelighed. Det drejer sig om digte som ”Sneglens himmelfart”, ”Jomfruforbarmelser ud over ishimle”, ”Englerive” og andre.

Talkumekspressens hoveddel udgøres af bogens to midterste dele, der er mere traditionelt opbyggede. Hvilket vil sige, at de består af relativt sammenhængende ord og strofer. Ofte har digtene titler, og så er der tale om længere sammenhængende digte, men ind imellem står digte uden titler, og de er bygget op af fragmenter.

I bogens andet afsnit er fire af de digte, der er forsynet med overskrift, ydermere behæftede med dedikationer til henholdsvis Ole Wivel, Tove Ditlevsen, Amalie Skram og Herman Bang. I øvrigt uden at det klart fremgår hvorfor, men den slørede klarhed står som en art leitmotiv for Grotrian, der, selv når formen er mest prosaisk, komponerer digte af brudstykker.

Formen er, som det fremgår af bogens første del, ikke nødvendigvis, hvad den giver sig ud for. Digtet ”Jodtagfat”, som er dedikeret til Amalie Skram, lyder således:

Du fælder din buk/ mellem salen og vognen/ en himmel fik liv/ da du plantede hælen i hvepsenes tinding/ af klirrende kopper/ en sprængt atmosfære/ har sløjfet forløsningen/ åndedrætsøvelser/ spænder din flitsbue/ endnu engang/ du lod håndklædet slingre i tekolde frakørsler/ ribs under tøjlerne/ blotter Hieronimus/ buskene sejler/ som hjernehalvdele/ de faldne gudinder/ har skrevet på gråmuren/ søstrene knejser/ på børnenes føl/ du har henvovet natten/ med rasputinslørhaler/ kragerne stiger/ og øjnene ruller/ i livet i klassen/ du vender/ de samlede bind

Ordet “du” optræder som sætningsindleder tre steder i digtet. Disse steder udgør en strofisk inddeling, der endvidere underbygges af det forhold, at metret ændres i ”du”-sætningerne. En gestus der peger på digtets tydelige tiltaleform.

Dedikationen og formen arbejder sammen i en kiastisk figur, hvor læseren på den ene side ser sig tiltalt, men på den anden side overværer en metapoetisk kommentar til den afdøde Amalie Skram, hvor der ikke spares på sublimeringsmotiver. Igen er den klassiske dikotomi mellem liv og død på færde. Det er spændende, at Grotrian formår at inddrage læseren i dikotomien som den levende part – med den afdøde kunstner som modstykke. Samtidig bliver forfatterens egen rolle til medie for formidlingen mellem kunstner og kunstmodtager. Grotrian formulerer gennem poesien læserens kommentar til kunstneren. Resultatet er en svimlende tautologi. En mis-en-abyme der konstant veksler mellem op- og nedadrettede bevægelser. Ordvalg som “sløjfet” eller repetitionen i “åndedrætsøvelser” understreger billedet, der klæder det overordnede tema.

Bogens fjerde del består af fire digte med fire strofer af fire vers. Tværsummen af samlingens dele, delens digte, digtenes strofer og strofernes vers er seksten. Afsnittet indeholder altså seksten strofer. Hvert digt rummer seksten vers. Disse talmæssige forhold i relation til det gennemgående metriske mønster; V-V-V-V-V-(V) kombineret med enderim i aabb- eller cddc-mønstre vidner om gennemtænkt formfuldenthed.

Tallet fire står i en traditionel kristen talsymbolik for de fire hoveddyder. I en klassicistisk tradition forbindes tallet med grundelementerne. Under alle omstændigheder står tallet receptionshistorisk for orden.

Det går næppe for vidt at påstå, at Talkumekspressen på et formmæssigt niveau blot og bart tegner en bevægelse fra kaos mod orden. Imidlertid er det også åbenbart, at samlingen på et semantisk niveau tegner et spændingsfelt i forhold til formen med sublimeringens metapoetiske vokabularium. Det er i dette spændingsfelt Talkumekspressen henter sin store styrke. For der er tale om stor styrke i denne samling, der må vurderes som en helhed.

Hjernerum

Enhver der har oplevet at få skannet sin hjerne ved, at det ikke er en udpræget behagelig oplevelse, men forskningens fremskridt bekymrer sig ikke om petitesser. Hjernerum – Den følesesfulde hjerne er navnet på en bog, hvis mål er at give en indføring i den menneskelige hjerne. Ikke et uambitiøst projekt. Ordspillet i titlen dækker over det forhold, at bogen mere præcist søger at dække de neurologiske forudsætninger for følelseslivet.

Emergens

Visirs nye MySpace-side har ikke eksisteret i mere end et par uger, da redaktionen får sig en ny ven ved navn Louise Bach. Hun og Kaare Berg har netop udgivet en digtsamling, og vi aftaler hurtigt at mødes på Café Gemmestedet til en snak om digtning, MySpace og skriveprocesser, som det viser sig.

Jeg sidder på caféen med en espresso, der er temmelig tynd, men til gengæld ikke har kostet mig mere end femten kroner. Jeg har modtaget en sms fra Louise, der fortæller, at den unge digterduo er forsinket. Det giver mig lidt ekstra tid til at bladre i udskriften af den pdf, jeg på forhånd har modtaget af digtsamlingen.

Ind ad døren træder to sortklædte, men storsmilende unge mennesker der rækker hænderne frem og præsenterer sig. Kaare stiller en skotøjsæske på bordet, mens Louise glædesstrålende fortæller, at bogen allerede er udkommet i dag. Det er det københavnske forlag Litera, der har sendt de to poeter på henholdsvis enogtyve og treogtyve år deres første digtsamling.

Forsiden er præget af rødt og sort og leder tankerne imod indersiden af menneskekroppen, mens titlen, Emergens, står frem i hvidt. I det hele taget matcher bogen på fornemste vis digternes punkede look. Siderne er på økologisk papir, hvilket bekymrer Louise en smule, eftersom de selv har bekostet alle udgifter i forbindelse med udgivelsen, der da også begrænser sig til 150 eksemplarer. ”Det er vigtigt, at siderne kan holde for evigt”, griner Kaare, idet han tilføjer: ”Men jeg har ikke lyst til at se tilbage på min første udgivelse og føle, at det er en ungdomsdigtsamling”.

Selvom den selvfinansierede bog kan ses som en hoveren overfor Gyldendal, Borgen og andre store forlag er de begge enige om, at deres tidligste digte ikke var værd at udgive. Kaare og Louise har mødt hinanden via sitet www.fyldepennen.dk. ”Der er ikke så meget godt derinde, men når der så er noget, lægger man mærke til det”, siger Kaare, der foreslog Louise at udgive digtene. De har kombineret digte fra deres respektive skrivebordsskuffer, så de passer på fire typer af sansninger, hvilket betyder, at udgivelsen ikke har været mere end et halvt års tid undervejs. De ser gerne Emergens som første del af en trilogi, der i alt behandler tolv forskellige sansemodi. Det er håbet, at bind to når at udkomme inden Roskilde Festival 2008, hvor duoen har et oplæsningsengagement.

Jeg har kastet mig over min anden espresso, idet jeg forhører mig om digternes baggrunde. De to poeter nøjes med poesi og kildevand. Louise, der stammer fra Langå ved Randers, har læst et års fransk i København, men starter til september på Nordisk i Århus. Kaare har – med en skummel baggrund i statskundskab – et års filosofi i bagagen. Her er han blandt andre stødt på den jødiske filosof Hannah Arendt. ”Hende er jeg meget inspireret af,” indskyder han. ”Hun arbejder i spændingsfeltet mellem det eksistentialistiske og …”, ”ja, det handler egentlig bare om, hvordan digtet udvikler sig.”

Jeg forsøger at lokke Louise til at røbe franske inspirationskilder, men hun vil selvfølgelig ikke sættes i bås. ”Jeg vil ikke sammenlignes med for eksempel Rimbaud”, ”… og heller ikke Strunge”, siger Kaare. ”Kaare er blevet sammenlignet med Strunge, men han havde ikke engang læst ham, før jeg nævnte det.” Louise smiler, da hun tilføjer det sidste. “Men …”, indvender jeg, “stilen er trods alt postmoderne.” Det er den måske også i de to digteres øjne, for den behandler temaer som melankoli, udlængsel og fremmedgørelse. Imidlertid ser de den hellere som en art postpunk. Den er dyster på sine steder, men gør også brug af mange lyse billeder. ”At skrive digte er at leve dem”, samstemmer de. Digtene skal være autentiske som en dagbog, og skriveprocessen bliver en stream of consciousness, der efterfølgende redigeres og struktureres. I virkeligheden er de mest inspirerede af musik.

Musikken kommer ikke til udtryk på et semantisk niveau. Strukturelt set er digtene ikke just musikalske, men det musikalske kommer til udtryk i en grundstemning, der også handler om, hvordan musikere eksempelvis iscenesætter sig. Selvom digtene skal være autentiske, er de formidlede jeger nødvendigvis iscenesatte, og de to digtere frygter på det nærmeste, hvordan den akademiske diskurs, som de fremover vil stifte nærmere bekendtskab med, vil influere deres skrivemåde. Især Kaare ser en konflikt mellem poetisk og akademisk diskurs, han mener, at poesien drives af andet og mere end poesien selv. Man kan ikke give afkald på verden. For Louise er frygten mindre. Hun mener nok, hun kan abstrahere fra en akademisk jargon. For hende er processen så afgørende, og hun fortaber sig så meget i den, at den efterfølgende strukturering af digtet kan klares med et vist overskud. Et eksempel på en sådan strukturering med rige billeddannelser finder vi i digtet ”Der ligger en død kat på min negl”:

Byens hvæs gennem frakken
det velkendtes uragtige smerte
genser noget jeg aldrig før har set.

Man kan undre sig over
at byen stadig er sig selv
efter alle disse sneskred.

En blåøjet pige der venter ved
samme busstoppested som jeg
skjuler en lilje bag sit højre øje.

Manden der bor bag muren
kører op mod tirsdagens himmel
i en flakkende blød lænestol.

Hver gang jeg tror jeg ser dig på gaden
er det i stedet for
døde fugle, vilde kaniner, bortblevne børn
eller overgangen mellem vinter og forår.

Der er is på bunden af bassinet
jeg svømmer i brusende bevægelser
der ligger en død kat på min negl.

Der ligger en død kat på min negl
drømmer om penetrering igen
svømmer mellem alle dem på gaden
rummets hvæs gennem frakken og
mit savn altid.

Efterhånden har min nysgerrighed med hensyn til Kaares skotøjsæske vokset sig så stor, at jeg må spørge, hvad den indeholder. Jeg kan se, at den har indeholdt et par sko i størrelse 41. Kaare, der bruger størrelse 44, fortæller, at den rummer tolv eksemplarer af Emergens, der skal distribueres. Især til biblioteker og andre interesserede. På den ene side vil de unge idealister gerne missionere med deres nye digtsamling og omvende masserne til at læse digte. På den anden side holder de ambivalent fast i vigtigheden af en poetisk undergrundskultur. ”Det er vigtigt med begge dele”, mener Louise: ”Efterhånden er det jo også mainstream at være undergrund”. ”Når man er undergrund har man ingen forpligtelser fra hylderne”, mener Kaare, der ser forventninger og de større forlags indflydelse på litteraturen som et unødvendigt pres på den individuelle skriveproces.

Emergens’ grundstemning knytter an til erkendelse af selvet og en accept af fremmedgørelsen, der fordres af postpunkere, som iscenesætter deres jeger. Indtil videre kan de opleves i Poetklub Århus’ lokaler, til festugen og med sikkerhed på hovedbiblioteket den seksogtyvende oktober. Bogen koster 100 kroner og skal nok blive et samleobjekt. Indtil videre kan ophavsmændene kontaktes via MySpace. Selvom espressoerne ikke var af topkvalitet, har jeg ikke fortrudt mit møde med Århus’ sidste nye digtere.

Louise Bach og Kaare Berg
Emergens
Litera
66 sider, 100 kroner

Ægteskabet mellem vejen og udvejen

Ursula Andkjær Olsen fortsætter de lovende takter fra Lulus sange og taler (2000) og Atlas over huller i verden (2003) i sin seneste digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Også her lader hun polyfoniske stemmer agere protagonistisk i et indviklet matrix af – nå, ja – veje og udveje.

Stilen er umiddelbart tautologisk fabulerende, og samlingens afsnit binder da også an til hinanden i netværk, men disse kredsende bevægelser synes at tjene til udviklingen af en antonym divergering. Der er med andre ord ikke tale om et cirkulært narrativ, men snarere en løbende udviklingsproces som læseren kan stige ind og ud af efter forgodtbefindende.

Titlen anlægger i sig selv digtsamlingens tone. Antonymien står klar og spejler de mange stemmers dialog med hinanden. Endvidere står antonymiens oxymoronske karakter for en række kontemporære realpolitiske kommentarer. Protagonisterne blander sig i samfundsdebatten på adskillige plan med holdninger eller bemærkninger til æstetiske-, poetologiske-, kønspolitiske- og alment politiske problemstillinger.

Olsens stemmer skaber en intimisering ved i sin signatur at indeholde et identitetsskabende element. Det er dette fokus på stemmer, som er så typisk for Olsens poetiske stil, der i sin brug af henvendelsesformerne, ”du” og ”jeg”, knytter bånd til de allerældste lyriske greb i bogen. Rytme og udsigelse spiller en stor rolle i forhold til digtenes struktur. Ligesom lyd og form er de nøglebegreber, der tegner ind- og udgange til digtene og måske også inkarnerer ægteskabet mellem vejen og udvejen.

Bruce Andrews har i Reading Language sagt, at:

With the rise of isms (deconstructionism, eco-feminism, post-colonialism) in recent years, literary theorists have rather neglected sound effects, often quoting Saussure’s view that the sounds of words are arbitrary. If isolated sounds aren’t arbitrary, still less are the sounds of sentences and poetry whose patterns produce effects that isolated words can’t.

Herved anlægger Andrews i relation til Olsen en diskurs med henblik på lydlighed, som afspejles i digtenes konstituering, hvor der veksles mellem lange prosastykker, små notitser og kommentarer, lyriske taler og pseudoessays, men derudover også digte stillet op i strofer.

Den kategoriske vandspejling

Gør ikke noget mod
andre som er værre
end det de har gjort
mod dig (glimrende)!

Gør det mod andre
som du ønsker de
skal gøre mod dig!

Køb en sofa!
Gift dig med ham!
Kys en frø!

I lige måde!

På den måde.

*

Men.

Hvad nytter det? Smag
er så forskellig.

Man ville flå mine tånegle
ud eller man ville
lakere dem
for mig.

Alt efter humør. Og
Overbevisning.

Det vil sige.

Gør det mod andre
som de gør mod
dig (funklende)!

Nemlig.

Blændende!

På den måde.

*

Eller.

Gør det mod dig selv
som du ønsker at
gøre mod andre.

Gå ad
helvede til!

Den var ny.

*

Nej.

Det var bare den
kategoriske fordoblings
fedme.

Og klarhed.

*

Vandspejlinger er ikke
mere dobbelte end andre
men renere.

Vandspejlinger er
mere dobbelte
end andre.

*

Sproget betragtes ikke som instrument, men som selve mediet i centrum for udforskning; billedmæssigt, tekstligt og lydligt. I en sammensmeltet musique concrète arbejder Olsen med det, jeg vil kalde citatsamples. Hun indfanger og bearbejder lingvistiske subkoder, arrangerer dem musikalsk og serverer dem i en ny sammenhæng. Gennem den polyfoniske klang af stemmer komponeres en undersøgelse af sprogets betydningsmuligheder kontra musikkens og danner semantik, der ligger ud over sprogets grænse. Musik har ikke en betydning, men skaber én. En art semantik som genereres i mødet med lytteren, hvorved et udvidet betydningsfelt åbner sig. Tekstsamlingen er et forsøg på at føje en dimension til litteraturen.

Stemmeføringens konstituerede henvendthed etablerer en nærhedsrelation mellem læser og digt. Digtenes krav til læserens relationelle hengivelse fremkommer dels på baggrund af digtenes etablering af en kiasme, som mest af alt ligner et vejkryds, mellem sproget og verden og samtidig gennem en udforskning af sprogets materialitet og medialitet som digterisk strategi.

Der tegnes et sprogligt modus, som forbinder verbalsproget med litteratur og musik, hvorved en transport af betydninger og betydningsmuligheder i det tværæstetiske felt opstår. Det er imponerende godt gået af Ursula Andkjær Olsen.

Ursula Andkjær Olsen
Ægteskabet mellem vejen og udvejen
Gyldendal
232 Sider, 199 kroner

Altings A

Thomas Thøfner er endnu engang på banen med en digtsamling, som han har ladet computeren skrive.

I analysetraditionen taler man ofte om forfatterens intention versus tekstens intention. Opgøret har endelig fundet sted. Igen. For det er ikke første gang computerpoesi er blevet publiceret i bogform, heller ikke fra Thøfners hånd er det noget nyt, og alt andet lige spiller nyhedsværdi en stor rolle i relation til Altings A. Computerpoesi er trods alt ret ny grund, selvom det på en it-vant generation er oplagt, er det særlige i denne forbindelse hovedsageligt, at papir er blandet ind i affæren.

For mange vil navnet Thomas Thøfner (med rette) være nært forbundet med Morten Søndergaard, der også har virket som medredaktør, eller forfatter om man vil, og digterkollektivet Øverste Kirurgiske. På omslaget af en tidligere digtsamling af Thøfner og Søndergaard, Hypoteser for to stemmer, står der:

Vi giver hinanden det bedste, vi nu har, med en selvisk higen efter, men også en etisk fjernhed i blikket. Inde i sproget mærker man en besynderlig godhed, en blød perfektion, en lyttende instans, som forstår det hele i det nøjagtige tempo, hvormed det foldes ud.

Man fornemmer i Altings A et ønske om at nå netop denne sprogets besynderlige blødhed, men det virker bare ikke rigtigt. Imidlertid må man forstå, hvordan digtene i Altings A er skabt. For her kommer gammeldags slagord om vigtigheden af processen snarere end produktet virkelig til deres ret.

Thøfner har arbejdet med flere selvskabte computerprogrammer, hvor der arbejdes ud fra tre forskellige principper. Hvoraf det ene knytter sig til Markov-kæde-generering, som kort fortalt går ud på at beregne grammatiske principper og sammensætte en tilfældig tekststreng på baggrund af en kildetekst. Det andet anvendte princip baserer sig på netværk, der igen baserer sig på forskellige kildeteksters overlappende netværk, hvilket skaber en repetativ og minimalistisk poesi. Det tredje og sidste princip er kun anvendt i digtet ”Relative arkivstykker” og antager form af et grammatisk skema. Thøfner kalder denne metode for genererativ grammatik.

Med undtagelse af den sidste teknik hvor ordmaterialet er hentet ved tilfældige ordbogsopslag, har det således været nødvendigt at benytte kildetekster, og her kommer forfatterens rolle for alvor ind i billedet. Af mere specielle kildetekster i denne samling kan blandt andet nævnes statsoverhoveders nytårstaler. Men Thøfner har også, udover en dedikation til Søndergaard, forsynet en del af digtene med en dedikation til de, der har skrevet dem; de såkaldte ”Digt videre”-digte, hvor tilfældige mennesker over en treårig periode har skrevet en enkelt linje til et monstrøst digt af enorme dimensioner, men uden at kende den foregående.

Her er tale om ordleg og ordlir på højeste niveau, men hvorvidt der kan være tale om stor poesi er en anden sag. Det lykkedes meget bedre i internetsamtalen Hypoteser for to stemmer, hvor sprogets semantiske karakter træder i kraft ved at træde ud af kraft. I Altings A derimod virker de fleste digte lidt gumpetunge. Det alenlange ”Digt videre” er lidt for meget, mens dele af samlingens første del (netværksdigtene) er lidt for lidt. Det er synd, for der er til tider tale om meget spændende betydningsstrømme, der skaber en højere betydningsenhed, som når to statsministres og en dronnings nytårstale møder hinanden i Altings A generatoren.

Skal man have det fulde udbytte af Thomas Thøfners storslåede projekt kan man med fordel besøge www.synapsis.dk, hvor computerprogrammer med dertil hørende vejledning er at finde. For det er sjovt, spændende og meget interessant at se på, hvordan sproget virker, når det virker autonomt. Men Thøfner og Søndergaard skulle måske nok have været mere kritiske i deres redaktion og generelle udvalg af tekster.

Thomas Thøfner
Altings A
Borgens Forlag
120 sider 199 kr.

Kinesisk rejse og andre digte
Dråber i østenvind
Ømme dupper

I serien Borgens verdenslyrik fra det 20. århundrede udkom den 12. januar tre titler: Kinesisk rejse og andre digte af Olga Sedakova, Dråber i østenvind af Olav H. Hauge og Ømme dupper af Gertrude Stein. Alle tre samlinger holder sig under 150 sider, hvilket må siges at være imponerende små samlinger, når det endvidere betænkes, at der i det let overskuelige og rummelige layout er levnet plads til originaldigtene. En altid – fra oversætterens side – velkommen gestus, der gør det muligt for den kritiske læser at danne sig et indtryk af den udenlandske digters intention med et digt. I det mindste i det omfang originalsproget forstås, men også i det hele taget i forhold til digtets form og opstilling.

Der er tale om tre forskellige digtsamlinger med det ene fællestræk, at deres ophavsmænd levede i det 20. århundrede (her bør det bemærkes at Olga Sedakova endnu lever i bedste velgående). Imidlertid skal der ikke herfra lyde bebrejdelser i forhold til pris versus indhold. 129 kroner er ganske vist en net sum for 75 siders digtning, men her gælder for alvor parolen desangående kvantitet kontra kvalitet. Spørgsmålet er så blot, om kvaliteten er sikret…

Det er den!

Alle tre digtere er i forvejen veletablerede navne, der bare kan deres kram. Dog har jeg fundet det umagen værd at bevæge mig ind i en nærmere behandling af digtsamlingerne.

Først til Olga Sedakova (født i Moskva 1949 og opvokset under den kolde krig.) – og lad det med det samme stå klart, at undertegnede ikke ser sig i stand til at læse eller forstå russisk endsige dechifrere kyrilliske bogstaver og således forlader sig hundrede procent på oversætterens tolkninger. Sedakova behandler i sine digte tilsyneladende alle hånde emner, der er relevante for hende som russisk digter siden 1986, hvor hun debuterede på den litterære scene, med al den bagage en russisk intellektuel og i øvrigt kvindelig akademiker af sin tid besidder. Sedakova har oversat Rilke, Ezra Pound og Claudel og har modtaget adskillige litterære priser.

Emnernes variationer tjener imidlertid ikke til større forvirring. Der er jo også tale om et udvalg af digte, hvilket man, med en hvis ret, kan påstå, gør samlingen en smule digressiv i sin fremtoning som helhed, om end det på ingen måde influerer digtenes individuelle kvaliteter.

Titeldigtet “Kinesisk rejse” tjener til eksempel. Det rammer i rimelig grad tonen i samlingen, hvor et sandt fletværk af kunstgreb boltrer sig mellem hinanden, som for eksempel med et indslag fra avantgarden, når digtets semantiske indhold komplimenteres af formens grafiske udtryk, er et særligt raffinement, der ikke umiddelbart forekommer forventeligt.

Digtet udgøres af atten afsnit, som igen udgøres af en enkel eller to strofer af varierende længde, metrum og form. Hvert enkelt afsnit antager karakter af – og her trækker hun på H.C. Andersen, som hun anser for et af sine mange forbilleder – af en lille lyrisk fabel eller et minieventyr, hvor dammen taler og ønsker sig menneskehænder og –stemme.

I det hele taget virker alle digtene meget velovervejede og gennemarbejdede, men, for der er naturligvis et men, de mange kunstgreb forvirrer en lille smule, og selvom fraser om månen som ingen ejer, men alle deler, er meget smukke, kan de regnes med under floskler som samlingens styrke. En styrke som diversiteten nødvendigvis medfører.

Med andre ord er det en flot og intelligent samling, der blot mangler den sidste skarphed, selvom de mange overdrevne antropomorfismer er lige i skabet. Med vanlig foragt for nykritikken må også henvises til nødvendigheden af en stor baggrundsviden for den fulde forståelse af Sedakova.

En digter af en helt anden kaliber er imidlertid Olav H. Hauge (1908-1995). En norsk født gartner, som har gjort stor lykke både i sit hjemland og i udlandet. Hvorfor kan man måske nok undre sig lidt over. Oversætteren Torben Brostrøm skriver om Dropar i austenvind, at: ”… dette værks sansemættende prægnante poesi med en anden gangart fornyer blikket på den nære verden, livgiver dens ting med både realitet og perspektiv”.

Udsagnet om de prægnante ladninger bør imidlertid tages med et gran salt. Det gennemgående tema i samlingen synes at være en skildring af kulturens kamp med og mod naturen, og det er som bekendt set før. Digterjeget alene med naturen. Bedst eksemplificeret i “Dikt i dag”. Romantiker er han imidlertid ikke – den gode Olav – også han benytter sig et enkelt sted af tekstens grafiske udtryk for at underbygge indholdet i et digt, men det virker ærligt talt en smule søgt.

Godt nok har han en del skønne formuleringer og en række digte uden mere end ti eller femten ord, men korte digte gør det ikke alene. Herfra skal ikke lyde morsomheder om at korte samlingen ned, men i stedet bringes mindelser til vores egen William Heinesen, ligesom Lola Beidel uvægerligt springer i erindring. Her følger en sammenligning:

Lola Beidel
Feminist

Jeg har lyst til
at rive mit hjerte ud
og sige:
Gider du holde det her et øjeblik

Olav H. Hauge
Gartner

Sverdet
kjer
vert det drege,
um ikkje anna
- so luft

Naturligvis tjener revselse af bitre feminister eller tænksomme gartnere intet formål, og Lola Beidel taler til mange, som Olav H. Hauge oplagt taler til mange, men som konkurrent til en plads i litteraturens kanon, gør han næppe de største rangen stridig, og han har efter sigende også udtalt: ”Jeg er gartner, det er de andre, der kalder mig forfatter.”

Den tredje og sidste samling, som behandles her, er Gertrude Steins (1874-1946) Tender Buttons. Oversætteren kalder hende avantgardist og kubist. Umiddelbart skulle man synes, kubisme ville være svært at inkorporere i lyrikken, men hvis det er, hvad Gertrude Stein har gjort, så virker det.

Digtene er monumentalt satte. Formen er kuben, som antager prosakarakter. Alle digte har fast højremargen og minder visuelt om kortprosa, men er sammensat som en række statements lamenteret af titlens hverdagsagtige saglighed – i en stadig kommenteren af fænomener eller begivenheder – der må konnoteres af .

Ofte ligger ordenes konnotative betydning gemt bag en tvetydighed understreget af en gentagelse af ordet i samme eller ændret form. Et stærkt træk som holder læseren på tæerne i forhold til en abrupt dokumentation af lingvistikkens semantiske muligheder. Flot, flot, flot.

A Dog
A little monkey goes like a donkey
that means to say that means to say
that more sighs last goes. Leave with
it. A little monkey goes like a donkey

Alt i alt er der tale om tre dygtige digtere, som, på trods af den hårde medfart til Olav H. Hauge alle har kvaliteter at byde på. But a monkey that goes like a donkey, that’s just cool!

Gertrude Stein
Ømme Dupper
133 sider

Olav H. Hauge
Dråber i Østenvind
127 Sider

Olga Sedakova
Kinesisk Rejse og Andre Digte
143 sider

Alle fra Borgens Forlag – 129 kroner pr. stk.