jeg skarpretter med overbevisning
undersøger hensigtens pålidelighed
skifter med fornyet kraft retning
jeg oversætter min henholdenhed
underholder med nye sammenhængsler
og jeg driver fortsat fremad
jeg adskiller min opstigning
fra en nedvurdering af ordets mulighed
dets frirumstering
jeg opjusterer ikke længere
jeg bremses
jeg definerer mig selv
i forhold
til min håndskrift
den er
til alle tider
omskiftelig
kun står ordene til
evig tid
tilbage
upåagtet
ændringer
på print
udtryk
indtryk
tømmermændenes tegn
viser sig
endnu
selv
så sent
på dagen
jeg puster bare livet væk
med vintervarm kaffe
min krop er mast til klumpet mos
sener og kød og hud og hår
væsker og tanker og handlinger
tilsættes smeltet smør
oh at læne sig tilbage
og lukke
øjnene
og tillige lukke
uden søvn
uden frygt
tænk
på mig
tænk
mig om
tænk
tænketanke
kropsmosen smuldrer
den er tørret udørk
fedtstof er ikke længere en redningsmulighed
der er ingen redningsflåder
den bliver til støv
min støvede krop
med alt hvad den indebærer
på et himmelblåt muselmaleri
jeg er grov
jeg skrovler skrivlerierne tilbage
til deres udgangspunkt
her placerer du mig punktvis
i din stol som skiftevis
hæver mig mod loftet
sænker mig mod gulvet
du gennemgår mit rødmende taleorgan
mit rødt changerende og evigt åbne hul
din kritikpibe skriger hivende
i mine bløde gummer
i mit knastørre kranie
jeg tygger lakrids og gummi
kritikløst
jeg kan ikke samle mig
du sammensætter mine hvide
mine gulnende til tider cyklamenfarvede
seksten foroven
seksten forneden
toogtredive i sin helhed
du ekstraherer to foroven
så endnu to forneden
otteogtyve i sin helhed
jeg er frarøvet fire som ikke var mine
du angriber med et sidespejl
jeg lukker sprækken omkring det
du indser din fejltagelse
med ærefrygt
jeg misser
jeg lukker øjnene
du vælger lyset som dit våben
min visdom har du hevet ud
jeg åbner
jeg lukker op
du slesker ind over
jeg opspyger min galde
mod en hvid plastickop
kroppen omkrabber mig
talesåret væsker
du afæsker mig en forklaring
jeg er karrig med den slags
altid
menneskegudinden Anna
er mennesket i poesien
trist møder hun Mimosa
et sikkert nok var nok
men selv da Anna råber
påstår de nu at hun lo
skød skylden på solens
yderbaner og hang fast
kun tåber tænker forbi
omnipotente guders nok
se Anakrostikonanna bo
ensom i voldslyrikken
det har altid været sådan
jeg må have et ord at starte på
men det har altid været sådan
man kan ikke altid regne med
at kvinder er farlige
det er ikke helt sikkert
at der altid er en mening
med maveforstoppelser
nu skaber vi ikke
længere
du skal ikke tro du er noget
eller for den sags skyld noget andet
du får det sidste ord
er ikke bare noget du siger
det kan mærkes inden
i tide og utide
jeg råber til dig Herre
Herre hør mit råb
hos dig er der altid udblivelse
du udgiver Isreal og al dets skyld
jeg forholder mig
til fordringens fordel
gældende
i en smældende afart
af strukturen i min egen
min
tilkendegivelse af vejen
som en standart
for en stangliderlig fodbold
der giver stangtennis en drejning
en vejning a la Peter Schmeichel
for mit nulpunkt er utilstrækkeligt
det få være
hvad væren er
væren er er
væren i hæren
venten i sfæren
lys i pæren
og lytter til stæren
den stærke gæren
af øl i æren
jeg råber til dig Herre
Herre spil min bold
hos dig er der katte og seraferhold
du drikker øl og ser
vallen galden og fløden
der ligger som et lag
urinsmør
oven på den økologiske Thisemælk
som ikke er blevet
omrystet
før brug
jeg drikker den
i stort glas
pas
på dig selv
jeg mærker det mørke glide
gennem halsen svælget og spiserøret
jeg har spiseret og skaber opkasts
fornemmelser
jeg overvejer
at drikke et par æg
som ikke er ø-ko
men for gamle
uden at vide hvorfra
tænkte tanker
tiltaler mig selv
embryoet emmer
i evnen til tale
mavesyre gennemsitrer tarmen
tages der for hårdt fat
fanger tarmen larmen
fra afføringen
se det bobler bobler bobler i min mave
laxativ larm
var det noget med en Fernet Branca
fredag lørdag søndag
get a life
yes
køb dem en hund frue
på min lænestol med hul i sædet
sæden er klumper i mit menstruationsblod
selvom jeg nåede overgangsalderen
året før min kage
med al for megen flødeskum
slukkede syvogtyve lys
og slugte makroner
som makaber knust kunst
ekstra blade med mad
mangler ikke eksistensberettigelse
sammenlignes der med rullen ved min side
perforeret som almanakkens hjørner
hjerner den derudaf
med tanken
temmelig sikkert sikret ved rullepølsen
dyne op og dyne ned
dunene dulmer mavepinen
spurven kommer med pc-spil
wc-spil
og andet godt
folk
ikke leder længe efter mig i disse måneder
bare fordi børnene fordærves
af fed mad
af konserves
måske en Fernet Branca at sove på
bare for at falde i søvn
falde til ro
falde til
falde
aposiopese
pis
repetér gevær vagten
skakten repræ præsenterer
præstationens p p p
præsidenten selv pointerer
poesi
a priori ekskommuniké
analyse analog audio
analokuti
maskeponens mas maskepi
flødeskums utopi
magi magi magi
rød-hvid cola cola
grønt-hvidt Dannebrog
slumstormerne sover for længe
slumre slumre
magi magi
poesi pepsi
dommedagspoeter
præ prædiker pegende
lytlygter ud af
fatfærdig fattig
liderligheds lagkage
cocktail magi mad
kødkraft skødsaft
samler svimlende
metaforer Noah
arket skriver sig
selv Pia Pia
pi magi
fænomenernes sene vanvid
skæmmer skammen
ud og amen
ja men sagde manden
kokken mokken
magi cola
fire stole rundt
madmor gladmor
samler og skiller
pepsipoesi
pepsi pepsi pepsi
du har mit ord
om du vil
behold det
jeg har jazzitude
du har jazzhands
fra Will og Grace
det grønne i mobilen
larmer sin evighed
hen over hovedet på mig
jeg spiser min situationsmuffin
til et blåbær-/chokoladedigt
serveret til cafépris
jeg er jazzpoliti
du er pop
så vi bliver hjemme
jeg laver mad
fuck det
det er fuldbragt
Øjnene løber over
jeg svømmer hen
ser på det krøllede ansigt
og sigtet er uklart
noget lukker til
blink
blikstille ligger vanspejlet
ser på det krøllede ansigt
og opbløder
mit papir
syntakstræer blafrer for vinden
løfter ordenes vingeslag
basker over mine fjedre
og hæver sig i ovnen
gæringens luftighed pirrer alle
kroppens – bobler simrer gennem alle
porer – og sved
gennem mikroskopisk punktur
syntakstræer knækker for vinden
i en søvnig øjenkrog
beskærer mine fjedre
og gækker ved bollebordet
velkommen til gråzonen
hvor spåkonekernen
er kongen og hans kortspil
øjnene løber over
jeg svømmer hen
ser på dit krøllede ansigt
men sigtet er uklart
mørket lukker til
blink
blink
blikstille ligger
vandspejlet
ser
på
mit krøllede ansigt
og opbløder
mit papir
syntakstræer blafrer for vinden
løfter ordenes vingeslag
basker over mine fjedre
og væver sig en ovn
gæringens luftighed pirrer alle
bobler
gennem
skopisk punktur
syntakstræer knækker for vinden
i en søvnig øjenkrog
beskærer mine fjedre
og gnækker ved gækkebordet
syntakstræer blafrer for blæsten
og kødfyld
kører ud af rum
mens klappen klimpter
kak kak
kak kak
først forvirret
ud i fede fingre
så ud i den trange
kak kak
kak kak
til de tunge tæer
op og
op og
oh den varme
og hér er jeg hjemmevant
og jeg kan
og jeg kører
rundt og rundt
og så lidt frem
og så lidt
frem
endnu engang
igen
i gang
i kamp
igen
i gang
igen
i kammeret
klap klap
tale
tale igen
kravler igennem
arterier
og spurter
igennem
vener
og et
tekøkken
fyldes igen af lemmer og legemer
i hulen
er hult og godt
igen
og altid
arbejder jeg
på huller
og ernæringstransport
slám, slam og slim
slynges
rundt og rundt og
op igen
i varm klistret
suppe suppe
i sød saftig
suppe
klynges
op og
op
og holder løbende
sammen på vrangen
gør dig nu rede vrissenhed
min nat er igen funden
mit tøj har ingen ærlighed
det har dog pynten rundet
min skæve hånd har røgen tændt
din sorg er slukt min jammer endt
strøm rundt og gør mig rede
monoton jambe jambe
jammerkor og jammerkone
lille none
gammel tone
skæv lyrik
metrik og fonetik
når enjambament
karate vil
vid at lyd kan kartes til
for vippen den vipper endnu
det er evident at det er adækvat
med en artificiel reserchering
når ikke engang skrevåben alpeporno
og tyske gamle gør mig liderlig
som skrevne banaliteter
om mennesket som bananfluer
og vippen den vipper endnu
jeg forstår hvad han mente
med musik og Wagner
før han løb
skrigende ud i bjergene
og vippen den vipper endnu
hvorfor skulle jeg som dansker
synge på engelsk
når svensk er så klangfuldt
spansk temperamentsfuldt
italiensk er så ligefremt
fransk har fortryllet så mange
og vippen den vipper endnu
om kvinder og mænd
eller kvinder især
kvinder især
vipper og vipper
giv et tip på tippen
og tilt på vippen
jeg vipper på vippen som Thielst
hvem ved hvad
hvor
og hvor
jeg går
til midten på vippen som Thielst
jeg er i tip top form
kun ved at jeg ved
at jeg ingenting ved
ved jeg for alvor
at jeg er forvirret
jeg samtykker
grunder
og gummi i munden
gør vrøvl på mine gamle dage
tip og tilt
og tilt på min vippe
jeg vipper på vippen som Thielst
hvem ved hvad
hvornår
og hvornår
jeg når
til midten på vippen som Thielst
jeg gik og jeg går
i dag og i går
og jeg når ingen steder som helst
og vippen den vipper
og vippen vipper
og vippen
den vipper
endnu