Asiatiask inspireret suppe med grønkål i hovedrollen
Filosofi
Man kan putte hvad som helst i en suppe af denne her slags. Det, det handler om, er at have en smagsgivende fond, som man kan tilsætte ting og sager undervejs. Supplerer man fx med en dip, kan hver især smage til i løbet af måltidet, og suppen bliver konstant foranderlig.
Jeg har brugt en vildtfond her, fordi jeg havde én. Det kan også være en færdigkøbt suppe, man koger ind. I dette tilfælde brugte jeg, hvad jeg havde i køleskabet, så det er også en god måde at rydde op på. Hvis man sørger for at have gode nudler på lager og en fond i fryseren, kan det næsten ikke gå galt. Det bliver bedst, hvis suppen – eller fonden – er noget kraftigere end en typisk dansk, klar suppe.
Edamemebønner, som grundlæggende er grønne sojabønner, er sunde og super velsmagende – også fra frost. Det har de tilfælles med ærter. Dem kommer der mere om her på bloggen.
Her har jeg brugt glasnudler, men mange andre slags kunne have været anvendt. Soba-nudler, som er lavet på boghvede, er en af mine favoritter, som også er relativt let at finde i en økologisk variant.


