Jeg er grov

Jeg er grov

jeg er grov
jeg skrovler skrivlerierne tilbage
til deres udgangspunkt
her placerer du mig punktvis
i din stol som skiftevis
hæver mig mod loftet
sænker mig mod gulvet
du gennemgår mit rødmende taleorgan
mit rødt changerende og evigt åbne hul
din kritikpibe skriger hivende
i mine bløde gummer
i mit knastørre kranie
jeg tygger lakrids og gummi
kritikløst

jeg kan ikke samle mig
du sammensætter mine hvide
mine gulnende til tider cyklamenfarvede
seksten foroven
seksten forneden
toogtredive i sin helhed
du ekstraherer to foroven
så endnu to forneden
otteogtyve i sin helhed
jeg er frarøvet fire som ikke var mine
du angriber med et sidespejl
jeg lukker sprækken omkring det
du indser din fejltagelse
med ærefrygt

jeg misser
jeg lukker øjnene
du vælger lyset som dit våben
min visdom har du hevet ud
jeg åbner
jeg lukker op
du slesker ind over
jeg opspyger min galde
mod en hvid plastickop
kroppen omkrabber mig
talesåret væsker
du afæsker mig en forklaring
jeg er karrig med den slags
altid